Skarø Guideture

Ta´ på ø-hop til Skarø

Med færge fra Svendborg til en guidet dag igennem natur, gastronomi og kultur

 

Book et dagsarrangement på 6,5 time - en totaloplevelse.

Målgruppe:

Foreninger, klubber, firmaudflugter, venneture......

 

Er du på Øhop?

Hele sommerferien arrangeres der dagligt Ø-frokost og guide-oplevelse.

1,5 time i godt selskab med øboerne

 

 

Kontakt: gitte@sommersild.dk

tlf. 50407481

 

En lille ø med masser af oplevelser

 

 

Med baggrund i det moderne ø-liv, de historiske rammer og den spændende og spiselige natur, har tre af øens faste beboere de sidste år haft tanker om at gøre noget fælles. Sidste år var ideerne skabt og processen undervejs, men i år har de for første gang skabt en sammensat oplevelse for turister, der kommer hele vejen rundt om den naturskønne ø i Svendborg sund.

 

“Vi har hver især stærke ressourcer indenfor vores eget felt og tilbyder med succes hvert vores i årets turistsæson, men i sammenhæng giver det hele bare mere mening og giver en bedre helhedsoplevelse for gæsterne” siger Lene Corydon der med sine 13 år som fastboende og store interesse for bla urter, kender øens natur og planter bedre end de fleste. Det er derfor Lene der tager gæsterne på strandsafari i øens spændende og spiselige natur.

 

Preben Sørensen, der i mange år har været turistguide på øen, har et stort kendskab til øens historie og områdets specielle kultur.

“Siden jeg for 44 år siden fik kendskab til Skarø har jeg interesseret mig for øens historie og jeg synes der er mange sjove og skærende kontraster mellem livet før hen og det moderne liv der leves idag” siger Preben. Med sine 20 år som fastboende har Preben oplevet mange turister og ved, at kendskabet til ø-livet både nu og dengang har stor interesse. Han er derfor turens ø-guide der tager gæsterne gennem Skarø by og evt ud til kirken.

 

Turens gastronomiske indslag serveres ved Gitte loftlund, der om sommeren driver Cafe Sommersild, med eget røgeri og mad over åben grill. Gitte flyttede med familien til

Skarø for 15 år siden og driver ud over sin cafe også Skarø camping og shelterplads.

“ Det er sjovt at bruge naturens eget spise-kammer i min madlavning. Det gør spise- og smagsoplevelsen unik.” fortæller Gitte.

 

Alle har de job på fastlandet ved siden af, men lever samtidigt et aktivt ø-liv og ønsker at give andre en smag af det også.

 

På 6,5 timer fra Højestenefærgens afgang til hjemkomst får man frisk luft i lungerne, sand under neglene, skumsprøjt i håret, fuld forplejning, samt indblik i historien om livet der er og var og ikke mindst muligheden for at møde 3 stærke ø-personligheder.